DSV, 343 - Klagepunktsmeddelelse (Statement of Objections) fra EU-Kommissionen

10.02.2010

SELSKABSMEDDELELSE NR. 343



Klagepunktsmeddelelse (Statement of Objections) fra EU-Kommissionen


Et af DSV A/S´ franske datterselskaber har modtaget en klagepunktsmeddelelse
(Statement of Objections) fra EU-Kommissionen.

En klagepunktsmeddelelse er et processuelt dokument, hvor EU-Kommissionen
offentliggør sine foreløbige betragtninger i relation til en mulig overtrædelse
af EU-konkurrenceretten og giver modtageren mulighed for at præsentere sine
synspunkter og argumenter som respons på disse betragtninger.

I relation til selskabet omhandler klagepunktsmeddelelse alene ét forhold, som
vedrører perioden fra den 19. marts 2003 til 19. august 2004, hvor det
pågældende selskab udøvede sin virksomhed under navnet ABX Logistics Air & Sea
(France) SAS.

Den modtagne klagepunktsmeddelelse er baseret på informationer, som
EU-Kommissionen har opnået via kontrolundersøgelser foretaget i 2007 i
virksomheder i transport- og speditionssektoren i flere europæiske lande og
USA, eller som er afgivet til EU-Kommissionen af de involverede virksomheder
selv og andre relevante aktører indenfor branchen. Det kan oplyses, at intet
selskab i DSV-koncernen har været besøgt i forbindelse med de i 2007
gennemførte kontrolundersøgelser.

EU-Kommissionens betragtninger i klagepunktsmeddelelsen vil nu blive gennemgået
i samarbejde med datterselskabets medarbejdere og  klagepunktsmeddelelsen vil
blive  besvaret indenfor den meddelte tidsfrist.

Spørgsmål rettes til administrerende direktør Jens Bjørn Andersen eller
finansdirektør Jens H. Lund på telefon +45 43 20 30 40.

Med venlig hilsen
DSV

Jens Bjørn Andersen Jens H. Lund
Adm. direktør Finansdirektør