DSV har i dag underskrevet en aftale om køb af selskaberne i Swift Freight koncernen.
Swift Freight, der har hovedkvarter i Dubai, er en stærk, regional speditør med 36 kontorer spredt over 15 lande i Afrika, Mellemøsten og Asien. Swift Freight specialiserer sig i transportløsninger i disse områder og blev etableret I 1989.
I Afrika har Swift Freight kontorer i Mozambique, Zambia, D.R. Congo, Tanzania, Rwanda, Burundi, Uganda, Kenya, Etiopien, Nigeria, Ghana og Togo. Uden for Afrika er kontorerne placeret i De Forenede Arabiske Emirater, Indien og Kina.
I de seneste 12 måneder har de 400 ansatte i Swift Freight genereret en omsætning på ca. USD 70 millioner.
Købsaftalen omfatter 100 % ejerskab af selskaberne i De Forenede Arabiske Emirater, Kina og Indien. Endvidere omfatter aftalen indledningsvist 33 % af aktierne i de afrikanske selskaber. Det forventes, at DSV vil erhverve fuldt ejerskab af selskaberne i Afrika over en nærmere aftalt periode.
Med dette opkøb etablerer DSV et stærkt netværk i Afrika med egne kontorer i nu i alt 15 lande på kontinentet. I de 12 afrikanske lande, hvor Swift er repræsenteret, vil vi operere under navnet DSV Swift. Administrerende direktør i Swift Freight, Warren Erfmann, fortsætter som regional chef for DSV Swift i Afrika.
DSV har nu egne kontorer i 75 lande verden over.
"Aftalen med Swift Freight er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at styrke DSV på vækstmarkederne, og vi ser gode muligheder for fremtidig vækst i Afrika og Mellemøsten. Swift Freight er et godt selskab, og vi byder Warren Erfmann og medarbejderne i Swift Freight velkommen i DSV", udtaler administrerende direktør i DSV Jens Bjørn Andersen.
"DSV's globale netværk og Swifts tilstedeværelse og ekspertise i Afrika er en perfekt kombination og skaber en stærk platform for vækst", udtaler Warren Erfmann, administrerende direktør i Swift Freight.
Parterne er enige om ikke at offentliggøre købsprisen.
Spørgsmål rettes til Investor Relations Manager Flemming Ole Nielsen på telefon +45 43 20 30 40.
Med venlig hilsen
DSV