Ved udgangen af marts 2015 fratræder Jørgen Møller, CEO for DSV Air & Sea Holding A/S. Efter 42 år i DSV træder Jørgen Møller tilbage, og Carsten Trolle udnævnes til ny CEO for divisionen. Carsten Trolle er i dag ansvarlig for DSV Air & Sea i Nordamerika.
"Jørgen Møller har med sine mange år i virksomheden været med til at skabe det DSV, vi kender i dag. Han har været en stor drivkraft bag udviklingen og væksten i Air & Sea-divisionen, og det skylder vi ham stor tak for. Samtidig har han formået at opbygge et stærkt globalt ledelsesteam omkring sig. Derfor er divisionen også i de bedste hænder, når stafetten i april overgår til Carsten Trolle, der ledelsesmæssigt står for mange af de samme værdier som Jørgen Møller. Vi ønsker Jørgen Møller og hans familie al mulig held og lykke på hans nye rejse," udtaler administrerende direktør Jens Bjørn Andersen.
Jørgen Møller blev en del af DSV organisationen i forbindelse med købet af DFDS Dan Transport i 2000. Karrieren i Dan Transport, DFDS og DSV regi spænder over 42 år, og siden 1980 har basen for Jørgen Møller og hans familie været New Jersey, USA. Siden 2001 har han været CEO for Air & Sea divisionen. Jørgen Møller vil efter sin fratrædelse være tilknyttet DSV i en rådgivende rolle i forbindelse med særlige projekter.
Carsten Trolle er 48 år og uddannet speditør. Han har 30 års anciennitet i DSV og har siden 1991 boet i USA, hvor han har virket som branch manager og vice president. Siden 2008 har han været ansvarlig for DSV Air & Sea i USA og senere også for hele Nordamerika. Carsten Trolle er desuden en del af divisionens globale ledelse.
Spørgsmål rettes til Investor Relations Director Flemming Ole Nielsen på telefon +45 43 20 33 92.
Med venlig hilsen
DSV A/S