DSV, 279 - DSV Road Holding A/S (”DSV”) indgår aftale med Posten AB om salg af DSV's 50% ejerandel af Tollpost Globe AS
FONDSBØRSMEDDELELSE NR. 279 DSV har i dag indgået aftale med det svenske postvæsen, Posten AB om salg af DSV's ejerandel af det norske transportselskab Tollpost Globe AS, hvorefter Posten AB opnår fuldt ejerskab. Posten AB overtog i 2001 50% af ejerskabet i Tollpost Globe AS i forbindelse med overtagelse af DSV Parcel. Salgsprisen (”equity value”) er aftalt til DKK 993 millioner for aktierne. Netto rentebærende aktiver udgjorde pr. 31. december 2007 ca. DKK 10 millioner. Tollpost Globe AS har hidtil været fuldt konsolideret i DSV's koncernregnskab. De frasolgte aktiviteter er i 2007 indregnet med en samlet omsætning på DKK 2.100 millioner og EBITA på DKK 125 millioner. Minoriteters andele af årets resultat vedrørende Tollpost Globe AS udgør DKK 44 millioner i 2007 i DSV's koncernregnskab. Resultateffekten for DSV i 2008 vil være en indtægt på DKK 440 millioner i forhold til bogført værdi pr. 31. december 2007, der indtægtsføres under særlige poster. Avancen er ikke skattepligtig. Den bestående samhandelsaftale mellem DSV og Tollpost Globe AS vil fortsat bestå og DSV vil således fortsat have adgang til Tollpost Globe AS' indenrigs distributionsnet i Norge. Transaktionens gennemførelse er betinget af de norske myndigheders godkendelse. DSV er efter afhændelsen af ejerandelen på 50% i Tollpost Globe AS forsat repræsenteret i Norge igennem sine 100 % ejede selskaber DSV Road AS, DSV Air & Sea AS og DSV Solutions AS, der samlet omsætter for knap DKK 1.700 millioner. Baggrund for transaktionen De to parter har drevet aktiviteterne i Tollpost Globe AS som et joint venture siden 2001. Den fortsatte investering i og udvikling af pakke distributionen i Tollpost Globe AS har medført, at Tollpost Globe AS naturligt har et større tilhørsforhold til Posten AB end til DSV. Ledelsen i DSV har derfor vurderet, at et frasalg af ejerandelen af Tollpost Globe AS er hensigtsmæssig for at sikre såvel Tollpost Globe AS' som DSV's fortsatte udvikling indenfor deres respektive forretningsmæssige kerneområder. --- o --- Spørgsmål rettes til Adm. Direktør Kurt K. Larsen på telefon 43 20 30 40 eller Økonomidirektør Jens H. Lund på telefon 43 20 30 40. Med venlig hilsen DSV Kurt K. Larsen Jens H. Lund Adm. Direktør Økonomidirektør