DSV, DSV gearer op til yderligere vækst

07.01.2008

DSV, DSV gearer op til yderligere vækst

PRESSEMEDDELELSE


•	DSV samler sine aktiviteter øst for Storebælt i nyt stort transport- og
logistikcenter 
•	DSV konsoliderer sine aktiviteter vest for Storebælt

Med købet af et 400.000 m2 stort jordstykke i Ringsted har DSV truffet en
langsigtet, strategisk beslutning, som fremadrettet sikrer DSV de bedste
produktionsvilkår. 

DSV har besluttet at samle sine sjællandske aktiviteter i et nyt transport- og
logistikcenter med facade direkte mod motorvej E-20 ved Ringsted, og det bliver
samtidig Danmarks største af sin art. Udflytningen forventes at foregå
successivt i perioden 2010 til 2013, og centret vil i 2013 omfatte mere end
100.000 m2 bebygget areal fordelt på kontorer, omladningsterminal,
logistiklager samt vaske- og værkstedsfaciliteter. Koncernens hovedkontor
flyttes også til den nye lokation i Ringsted. 

Også vest for Storebælt vil der ske en konsolidering, idet Air &
Sea-aktiviteterne i Sønderborg, Billund, Herning samt Aarhus vil blive flyttet
til Horsens, hvor DSV Road og DSV Solutions i forvejen er repræsenteret i
Danmarks største transport- og logistikcenter vest for Storebælt. Som resultat
af sammenlægningerne vil lokationens kontor, køle-/fryselager samt
terminalområde blive udvidet således, at det samlede areal i Horsens bliver på
over 75.000 m2 bebygget areal. 

Det er ledelsens forventning, at det tætte samarbejde mellem de 3 divisioner
vil bidrage positivt til DSV's profilering som udbyder af totalløsninger
indenfor transport- og logistikbranchen. 

Beslutningen om at konsolidere aktiviteterne på færre lokationer er truffet ud
fra ønsket om at fremtidssikre DSV og dermed også langsigtet at skabe grobund
for yderligere produktudvikling og dermed vækst. Samtidig forventer DSV at
realisere en lang række synergier i forbindelse med sammenlægningerne, som vil
påvirke DSV's omkostningsstruktur positivt, og derigennem sikre DSV yderligere
konkurrencedygtighed. 

Det skal understreges, at alle medarbejdere i DSV vil blive tilbudt fortsat
beskæftigelse i forbindelse med ovenstående geografiske konsolidering. 

For yderligere information kontakt: Jens H. Lund, CFO, DSV A/S, tlf. 43 20 33
30 - Johnny Holm Jensen, Managing Director, DSV Road A/S, tlf. 43 20 31 68 -
Henrik Nielsen, Managing Director, DSV Air & Sea A/S, tlf. 63 17 21 02 - Brian
Winther Almind, Managing Director, DSV Solutions A/S, tlf. 72 15 27 14 

Med venlig hilsen

DSV A/S
Kurt K. Larsen     	
Adm. direktør