Selskabsmeddelelse nr. 531
Disclaimer
Informationerne i denne selskabsmeddelelse må ikke hverken direkte eller indirekte udgives, offentliggøres eller distribueres i eller til USA, Canada, Japan eller Australien eller nogen anden jurisdiktion, hvor en sådan udgivelse, offentliggørelse eller distribution er ulovlig.
Denne selskabsmeddelelse udgør ikke et tilbud om køb eller salg af værdipapirer i DSV A/S i USA, Canada, Japan eller Australien eller i nogen anden jurisdiktion.
Som beskrevet i Selskabsmeddelelse nr. 530 har DSV A/S besluttet at undersøge markedet for udstedelse og udbud af ikke-efterstillede, usikrede virksomhedsobligationer i danske kroner med udløb i 2022 ("Obligationerne").
Hvis undersøgelsen af markedet viser en tilfredsstillende interesse for Obligationerne, forventer DSV A/S at iværksætte en bookbuilding proces den 11. marts 2014. På denne baggrund offentliggører DSV A/S i dag prospekter, der er udarbejdet med henblik på eventuel udstedelse, udbud, optagelse til handel og officiel notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S af Obligationerne. Prospekterne er også blevet udarbejdet således, at Danske Bank A/S, Nordea Bank Danmark A/S, Nykredit Bank A/S, Danske Bank International S.A. og Nordea Bank S.A. kan udbyde Obligationerne i Danmark og Luxembourg i situationer, hvor der ikke er en undtagelse fra pligten til at offentliggøre et prospekt i henhold til EU's prospektdirektiv og gældende lovgivning i Danmark og Luxembourg.
Prospekterne kan downloades via: http://investor.dsv.com/bonds.cfm med visse undtagelser - f.eks. kan de ikke tilgås af personer i USA, Canada, Japan og Australien.
Eventuelle spørgsmål bedes rettet til Investor Relations Director Flemming Ole Nielsen på telefon +45 43 20 30 40.
Med venlig hilsen
DSV A/S