DSV, 607 - Iværksættelse af nyt aktietilbagekøb efter "Safe Harbour" metoden

04.08.2015

Selskabsmeddelelse nr. 607
Selskabsmeddelelse nr. 607

DSV's bestyrelse har besluttet at udnytte bemyndigelsen til køb af selskabets egne aktier givet på generalforsamlingen den 12. marts 2015. Bemyndigelsen løber frem til 12. marts 2020 og omfatter køb af op til 17,5 millioner aktier, hvoraf 2,8 millioner er udnyttet inden opstarten af dette aktietilbagekøb.
 

Formål

Formålet med aktietilbagekøbet er afdækning af koncernens incitamentsprogrammer samt tilpasning af selskabets kapitalstruktur. Der vil blive stillet forslag til selskabets kommende ordinære generalforsamling om, at eventuelle overskydende aktier, som ikke anvendes til afdækning af selskabets incitamentsprogrammer, annulleres.
 

Tidshorisont

Aktietilbagekøbet løber i perioden fra og med den 13. august 2015 til og med den 20. oktober 2015. I denne periode vil DSV købe aktier til en maksimal værdi af 600 millioner kroner efter bestemmelserne i EU's forordning nr. 2273/2003 af 22. december 2003, den såkaldte "Safe Harbour" metode, som værner børsnoterede selskabers bestyrelse og direktion imod overtrædelse af insiderlovgivningen i forbindelse med aktietilbagekøb.
 

Vilkår for aktietilbagekøbet
 

DSV skal antage en finansiel rådgiver, som uafhængigt af og uden indflydelse fra DSV træffer sine handelsbeslutninger og eksekverer aktietilbagekøbet inden for de offentliggjorte rammer. DSV antager Nordea Bank Danmark A/S som finansiel rådgiver og lead manager for aktietilbagekøbet.
Det maksimale vederlag, DSV kan betale for aktier opkøbt under programmet, er 600 millioner kroner, og der kan maksimalt købes 4.000.000 stk. aktier, svarende til 2,29 % af den nuværende aktiekapital i DSV A/S.
Tilbagekøbet må ikke ske til en aktiekurs, der overstiger den højeste af (i) aktiekursen på den seneste uafhængige handel og (ii) den højeste foreliggende uafhængige tilbudskurs på Nasdaq Copenhagen på handelstidspunktet.
Der vil maksimalt på hver børsdag blive købt aktier i selskabet svarende til 25 % af den gennemsnitlige daglige mængde af selskabets aktier, der blev handlet på Nasdaq Copenhagen inden for de 20 handelsdage, der går forud for købstidspunktet.
Rapporteringspligterne efter lovgivningen og reglerne for Nasdaq Copenhagen skal opfyldes inden for de gældende frister.
 
Spørgsmål rettes til Investor Relations Director Flemming Ole Nielsen på telefon 43 20 33 92.
 

Med venlig hilsen
DSV A/S